Rejseguide til Hanoi og udflugter i Nordvietnam

Obs. dette indlæg indeholder affiliate links.

Hanoi, Vietnams hovedstad, er både en blanding af charmerende og fyldt med kaos – og hvis du spørger mig, er det en helt perfekt kombination, der giver byen en helt unik karisma. Oven i det er vietnameserne det sødeste folkefærd, og jeg blev flere gange mødt af nysgerrighed blandt de lokale.

Byen er også et oplagt udgangspunkt, hvis man ønsker at have en fast base og tage på små dag- og flerdagsture rundt i det nordlige Vietnam. Det gjorde jeg!

HVAD KAN MAN LAVE?

TRAIN STREET

Man kan ikke tage til Hanoi uden at komme forbi – den nok mest populære attraktion – Hanoi Train Street, hvor man kan mærke togets sus, når det passerer én, og ellers nyde en bid mad samt gå en tur langs skinnerne.

Den mest populære del af gaden ligger mellem Phung Hung Street og Tran Phu Street, mens den mindre turistede ende af gaden kan findes ved at plotte “Ngo 224 Lê Duan” ind på GPS’en. Jeg anbefaler, at man slår sig ned i den mindre turistede del af gaden på Hanoi 1990s Train Street Coffee. Her er der masser af pladser ved skinnerne, så man kan opleve toget fra første paket – og jeg lover jer det kommer tæt på! Så kan man med fordel gå en tur langs skinnerne til den mere populære del bagefter.

DE ESTIMEREDE TOGTIDER
Mandag til fredag: Kl. 19:00 – 19:45 – 20:30 – 22:00
Weekender: Kl. 6:00 – 9:00 – 11:20 – 15:20 – 17:30 – 18:00 – 19:00 – 20:30 – 21:00 – 23:00

Jo tidligere en togafgang man går efter, desto færre turister. Kom gerne 30 minutter før de estimerede togtider for at få en god plads.

GÅTUR OM SØEN HOAN KIEM

Midt i Hanoi ligger søen Hoan Kiem. Gaderne rundt om søen lukkes i weekenderne, og fremmer bestemt oplevelsen til den lidt mere idylliske side, hvis man vælger at gå en tur rundt om søen. Midt på søen ligger også et tempel ved navn Ngoc Son Temple (den røde bro på billedet fører dertil). Det koster en lille skilling at komme dertil, men det er superidyllisk.

THANG LONG WATER PUPPET SHOW

I Vietnam betragtes deres dukketeater som en kunstart og er en vigtig del af den vietnamesiske kulturarv. Dukketeateret foregår i vand og skildrer forskellige små legender og hverdagshistorier fra landsbyerne til livligt musik og sang. Jeg var lidt spændt på, hvad jeg ville synes om det, men var virkelig positivt overrasket! Historierne var nemme at følge med i og der var også inkorporeret en masse humor.

Køen til dukketeateret er lang. Jeg forudbestilte derfor min billet online og skippede køen. Man kan købe billet her.

GÅ PÅ OPDAGELSE I DET VIETNAMESISKE KØKKEN

Besøger man Hanoi, føler jeg, at det er alfa omega også at gå på opdagelse i det vietnamesiske køkken med alle dets lækre retter og den helt særlige kaffekultur. Jeg har derfor lavet en hel madguide, hvor jeg fortæller om nogle af de typiske vietnamesiske retter, den vietnamesiske kaffekultur og de forskellige typer kaffe samt kommer med anbefalinger til caféer og spisesteder. Læs guiden her.

TURE FRA HANOI

HA LONG BAY

Ha Long Bay er kendt for sine smukke kalkstensklipper der skyder op ad vandet, og anerkendt som UNESCO verdensarvssted. Bugten opleves meget typisk på et cruise med en overnatning, men kan også tages som en dagstur – jeg har tjekket op, og det ligner at man faktisk oplever stort set lige meget. Cruiset holder stille om natten, det er derfor ikke fordi man sejler videre for at opleve andre områder – i stedet giver det mulighed for, at man kan suge det hele til sig om aftenen og nyde naturens magi.

Jeg sejlede med La Regina Royal Cruise og synes det var super godt. Vi oplevede Sung Sot Cave, som er Halong Bay’s største grotte, besøgte Ti Top Island som har den smukkeste udsigt over området og sejlede i kajak ved Luon Cave. Derudover var der et madlavningskursus på skibet, hvor man kunne lære at lave vietnamesiske forårsruller, karaoke (kæmpe plus for mig) og jacuzzi på alle værelser. Jeg vil dog kun anbefale denne tur, hvis man rejser med nogen – jeg var afsted med en anden solorejsende jeg havde mødt, og vi snakkede meget om, at vi var glade for, at vi havde gjort det sammen, fordi der var mange par.

Obs. når man besøger Ha Long Bay, er det værd at huske på, at mange tager til Vietnam netop for at opleve dette sted. Derfor er der også mange turister. Det er altså ikke nogen hidden gem.

NINH BINH

Ninh Binh ligger cirka 2 timers kørsel fra Hanoi og har den smukkeste natur. Jeg tog afsted på en dagstur fra Hanoi, hvor man hurtigt og effektivt – uden det bliver for hurtigt – får oplevet mange af de ting, byen har at byde på. Vi besøgte Hoa Lu, en ældgammel hovedstad i Vietnam, cyklede rundt ved Tam Coc, sejlede langs Trang An og vandrende op til Mua Cave.

Jeg snakkede med et par, som havde tænkt sig at gøre alle disse ting henover tre dage, og det kan man også sagtens. Men nogen gange kan man altså bare effektivisere på en god måde, når man har guide og chauffør med sig rundt.

Jeg var på denne tur til Nihn Bihn.

HA GIANG LOOP

Bevæger man sig op i det nordlige Vietnam er Ha Giang Loop-ruten på motorcykel et absolut must – og en decideret bucket list oplevelse! Ruten snor sig gennem nogle af de absolut smukkeste landskaber og kan tages på enten 3 eller 4 dage. Forskellen er mængden af stop undervejs, som byder på alt fra smukke udsigtspunkter og vandfald til vandreture. Man oplever derfor lidt mere på 4-dags ruten.

Jeg tog turen på 3 dage med Bong Hostel, som jeg absolut kan anbefale, hvis man er ung, vil have backpackerstemning og der gerne må være lidt gang i den.

Man er afsted på motorcykel cirka 8 timer om dagen fra kl. 9-17 – men frygt ej, der er en masse stop undervejs, og man sidder sjældent på motorcyklen i mere end 45 minutter ad gangen, så der er rig mulighed for at strække benene og give ømme baller et afbræk. Undervejs hyggesnakkede jeg også med min chauffør, der gladeligt delte ud af sit liv, når vi ikke sang karaoke sange. Hver aften var der nemlig karaoke – så vi skulle selfølgelig øve os – og alt det “happy water”(risvin) man kan drikke.

Man kan selv vælge, om man vil køre turen selv eller have en “easy rider”, så man blot kan sidde bagpå og nyde de smukke omgivelser. Langt de fleste vælger en easy rider.

QUANG PHU CAU (RØGELSESBYEN)

Quang Phu Cau er kendt for at være Vietnams røgelsesby – og jeg må sige, at jeg ikke just er imponeret. Jo man kunne tage smukke billeder, men zoomer man ud, er omgivelserne altså alt andet end magiske – i hvert fald dér hvor vi var…

Jeg vil dog også sige, at vi måske lidt naivt bare havde plottet byens navn ind på GPS’en og sust afsted. Vi havde ikke rigtigt kunne finde nogen adresse på nettet om lokation og tænkte derfor bare, at det sikkert ville give sig selv, når vi ankom. Det gjorde det desværre ikke, og vi kørte rundt lidt længere tid for at finde et sted med de mange bundter af røgelse. Jeg har en eller anden teori om, at der sikkert findes flere steder i byen, hvor man kan se røgelsespindene – samt høre mere om produktionen af dem (det kunne man ikke hvor vi var). Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg derfor have booket en tur i stedet for at tage afsted egen hånd. Se GetYourGuide’s udvalg af ture til byen her.

HVOR SKAL MAN BO?

I Hanoi bør man slå sig ned i den gamle bydel. Det her hvor man finder de fleste attraktioner, og så er det også sindssygt hyggeligt. Derudover er der mange guidede ture, som ikke samler én op andre steder end i den gamle bydel. Slår man sig ned udenfor den gamle bydel, kan man derfor finde sig nødsaget til at begive sig derhen, hvis man har booket en udflugt.

PRAKTIK

SÆSON

For lune temperaturer anbefales det, at man rejser til Hanoi mellem februar og april, hvor temperaturen ligger omkring 20-25 grader og mængden af nedbør er begrænset. I oktober og november falder mængden af nedbør igen, mens der stadig er lunt.

TRANSPORT

Grab-appen fungerer upåklageligt i Hanoi, hvis man ikke ønsker at køre rundt på egen scooter eller gerne vil transporteres rundt i taxastil.

Kender man ikke til Grab, er det en app-service, der fungerer lidt ligesom Uber. Her kan man enten booke et lift, hvor man sidder bagpå en scooter eller booke sig en køretur i en bil.

DIGITAL NOMADE

Hanoi har ikke just de bedste betingelser for digitale nomader, som ønsker at knokle løs en dag på café, idet mange af byens caféer kun tilbyder kaffe og kage. Jeg fandt mig dog alligevel et spot; The Hanoi Cafe som er super hyggelig, og også har et lille udvalg af mad.

LEAVE A COMMENT