Santa Barbara guide

{State Street}

Eftersom jeg har boet fem måneder i Santa Barbara, tænkte jeg, at jeg hellere måtte hoste op med en guide. Jeg har allerede lavet en Santa Barbara food guide, hvis du også vil være sikker på lidt godt til ganen.

Santa Barbara er en forholdsvis lille by. Derfor er det heller ikke et sted, man skal sætte synderligt mange dage af til, hvis man er på road trip i USA. Men opleves, det skal det, for byen er efter min mening én af Californiens hyggeligste og smukkeste.

Hvis du på dit road trip også skal forbi San Diego, har jeg lavet en San Diego guide.

State Street
Skal du shoppe? Så er det her gaden! Og nu når du er der, så kan du lige smutte ind i det udendørs shopping center Paseo Nuevo, når du går forbi 😉

Butterfly Beach
Okay, det her er ikke i Santa Barbara, men lige ved siden af i Montecito. Denne strand er enhver indfødt Santa Barbara’ers (hvad siger man lige her?!) yndlings strand. Det siges, at hvis man besøger stranden i det sene forår ved april og maj, så er der gode chancer for at spotte kendte mennesker – mange af de store stjerner, bor nemlig i Montecito fx. Oprah Winfrey.

West Beach
Ikke langt fra downtown ligger West Beach, som nok er den strand, jeg har brugt allermest tid på. Stranden er meget turistet, nok fordi at det er så nemt at komme dertil fra downtown. På stranden er der beachvolley net til de aktive, og på en god dag er der også rig mulighed for at se søløver svømme rundt, hvis man kigger godt efter.

Courthouse 1100 Anacapa St., CA 93101
Ikke nok med at dette er den flotteste bygning i hele Santa Barbara, så er det også her, at du finder byens flotteste udsigt (med minus af udsigten fra bjergene). Oppe i bygningen er der nemlig fuld panoramaudsigt over hele byen.

Santa-barbara-courthouse{Det flotte Courthouse}

Alice Keck Memorial Park 1500 Santa Barbara St., CA 93101
Jeg tror på, at dette er en af de hyggeligste parker, der findes. Midt i parken er der en sø, og i denne sø svømmer både skildpadder og ænder rundt. Rundt om søen er der placeret bænke, så man kan sidde og suge den fredfyldte stemning til sig.

Hiking
Santa Barbara er omringet af bjerge, giver byen en helt særlig æstetik sammen med den smukke spanske arkitektur. De mange bjerge betyder også, at der er tonsvis af flotte hikes. Det populæreste hike er “Inspiration Point”, og det er virkelig et besøg værd.

Et andet helt fantastisk hike skulle være “7 falls”. Jeg nåede desværre ikke ud på dette hike, da jeg roadtrippede med min kæreste, mens mine venner var afsted. Men nøøøj hvor ville jeg gerne have været på det. Som navnet så fint siger, kommer man forbi syv vandfald, og det er bare med at tage badetøjet med, for på ruten er der rig mulighed for at springe fra klipper.

I kan læse om alle de andre hikes på denne side.

Hiking-Santa-Barbara{På toppen af The Inspiration Point}

LEAVE A COMMENT