Livet i Santa Barbara er ikke lutter lagkage..

Utopiske omgivelser, nye venner, at blive flydende til et sprog, at opleve nyt… Det ville være meget let for mig, kun at vise den gode og lykkelige side ved et udvekslings ophold, når jeg er på den anden side af jorden. Og det er da også det jeg gør det meste af tiden, for jeg gider da ikke at være hende den negative veninde, der sidder i telefonen og fortæller, hvor hårdt det egentlig også kan være, når jeg endelig har nogle hjemmefra på linjen. På mange måder tror jeg faktisk slet ikke, at de ville kunne sætte sig ind i det. – Jo de ville da være klar over, at med sådan et langvarigt ophold følger også en ting som hjemve, men helt ærligt, hvor spændende er det lige at snakke om i mere end 30 sekunder? Det er ikke ligefrem fordi, at der er så meget kød at koge suppe på, når man slynger sådan en hændelse ud. Og i særdeleshed tror jeg, at folk der sidder hjemme i det regnfulde trygge Danmark, stadig ville se en overvægt i de positive ting, der mest af alt vil overskygge det dårlige, fordi de ikke har oplevet det på egen krop.

Men nu vil jeg belyse det dårlige. For det hele er altså ikke bare lutter lagkage og glade dage her i Santa Barbara. Mest af alt savner jeg min trygge base hjemmefra. Mit dejlige trygge hjem, mit værelse hvor jeg kan lukke døren, og knibe en tåre, uden nogen ser det, når mit følsomme jeg træder frem. Ærligt: Jeg er lidt af et tudefjæs. Jeg græder tit, men kun privat og kun for mig selv. For mig er det den bedste måde at kaste ubehagelige ting til Langtbortistan – at føle dem så inderligt og dybt, at jeg ikke behøver at føle dem mere, så jeg kan smide dem fra mig.
Sagen er blot den, at jeg hovedsageligt ikke føler mig hjemme her. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har nogen plads. Jeg føler mig helt og aldeles rodløs, og føler ikke, at jeg har en stemme, i den gruppe jeg går i. Jeg føler mig alene. Det er måske også naivt af en person som mig, at tro at en oplevelse som denne ville være 99% sjov og 1% hjemve + alt andet negativt, når jeg ved, hvor god jeg er til at mærke mig selv, og sætte mit helt eget unikke tankespind i gang. Det er klart, at en oplevelse som denne, hvor man så at sige bliver kastet ud på ukendt land, uden at have en eneste tryg ting at støtte sig op ad, er noget af det mest udfordrende og udviklende, man kan gøre imod sig selv.

Udadtil virker det hele utopisk, men indvendigt er der indtruffet en krig, som desværre ikke er mere end først lige begyndt. Det er helt sikkert nu, hvor jeg udvikler mig allermest, men det er også nu, hvor jeg bliver nødt til at kæmpe allermest. Med dette må jeg også annoncere, at jeg virkelig ikke har kræfterne til at blogge lige pt. Jeg har siden jeg kom, haft til mål at smide et indlæg op mindst en gang om ugen, så jer derhjemme kunne se, hvad jeg har gang i her på den anden side af jorden. Det har sikkert været til familie og venners glæde, men det har udviklet sig til, ikke at være til min egen. Når jeg kigger på min blog, føler jeg ikke at den er, som jeg gerne selv vil have, den skal være. Jeg savner mere variation af mine indlæg, og det fashion-element som også normalt er en del af den. Dette vil betyde, at jeg ikke ved, hvor ofte jeg længere vil stikke hovedet ind, så længe jeg er herovre. Jeg har brug for at finde mig selv nu, og proppe min energi heri.
Det betyder dog ikke, at bloggen lever på sidste vers, for jeg ved, at den vil leve videre i bedste velgående, når jeg kommer hjem i trygge rammer igen.

2 Comments

  • Peter Madsen

    Hej Nanna

    Du skal bare vide at vi alle her hjemme i lille Danmark er super stolt af dig og din store tur til US!

    Naturligvis har du hjemve og tænker på din dejlige familie og venner. De tænker også på dig, og glæder sig til du atter er hjemme igen.

    Denne gang tilbage med rygsækken fyldt af oplevelser, gode som dårlige, men som alle har styrket dig som person og menneske til at tage nye og måske endnu større udfordringer op uden besvær.

    Så husk du er SEJ og vi er lige her for din skyld.

    • Nanna

      Mange 1000 tak Peter! Bliver nærmest helt rørt. Jeg prøver virkelig også at holde mig selv oppe, ved at fortælle mig selv, at det her kun gør mig endnu stærkere. Det er skide svært, men inderst inde ved jeg godt, at det sikkert også er sundt for mig, at prøve føle sådan her..

LEAVE A COMMENT