At være perfektionist

at-være-perfektionist

Jeg hader det. Jeg hader mig selv for at være så skide perfektionistisk. Og især i denne her tid. I næste uge har jeg tre eksaminer; engelsk, dansk og tysk (forbander den eksamen), og min verden er noget af det mest stressede. Jeg vil så gerne klare det godt, skrive nogle super perfekte eksamens manuskripter, og kunne dem 100% udenad både forfra, bagfra og i søvne, og det tager tid, det tager rigtig meget tid. Samtidig vil jeg også være alle andre steder, og gøre det mindst ligeså godt. Og i dag ramte et eller andet mig bare. Pludselig havde jeg flere timer, hvor jeg slet ikke følte mig til stede, jeg følte mig nærmest kun halvt i live. Under de fire-fem timer befandt jeg mig til træning, hvor jeg virkelig plejer at give af mig selv, men pludselig kunne jeg slet ikke, der var slet ikke noget, jeg kunne give ud af. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv.

Jeg har virkelig kørt mig selv for hårdt her på det sidste, men det er svært at lade værre, jeg vil så gerne give af mig selv over det hele; skole, træning, arbejde, familie og venner, jeg vil så gerne have succes, og være dér hvor det hele sker.

 

Jeg har altid været typen, der sjældent synes jeg har gjordt tingene godt nok, altid tænker jeg: “Nanna du kan godt gøre det bedre”, og jeg når så sjældent, at blive glad for det jeg præstere, for jeg kan jo gøre det bedre.. Jeg er meget hård mod mig selv, og husker flere gange, når jeg kom op fra vandet efter et løb, i min tid som konkurrencesvømmer, hvor jeg bare af ren hidsighed og frustration over min egen præstation bare rev badehat og svømmebriller af og kastede dem hen i et hjørne, og ja det var ikke altid brillerne overlevede sådan en tur, hvor jeg så senere satte mig ud i et omklædningsrum med tårerfyldte øjne. Jeg blev også en del sur på mig selv over, at jeg aldrig vandt guld til klubmesterskaberne, altid endte jeg med at få sølv eller bronze, jeg burde jo bare have været glad fo,r at jeg gennem alle mine klubmesterskaber altid har vundet noget, men det har perfektionisten og fighteren inde i mig bare haft så svært ved. (Nu skal I ikke tro, jeg ikke kan være glad på andres vegne, for det kan jeg sagtens, men selvfølgelig vil jeg også gerne selv vinde, hvem vil ikke det??)
Jeg har også altid været bange for ikke at leve op til andres krav og forventninger, hvilket jo bl.a. var en af grundene til, at jeg gik til psykolog sidste år, fordi jeg var så bange for at række hånden op i timen og sige noget forkert, for sæt nu folk tænkte at jeg ikke var god i skolen, derfor lod jeg bare værre med at sige noget, for så ødelagde jeg jo ikke folks forventninger til mig. Dette har jeg jo så arbejdet så meget på siden da, så dagen i dag kan jeg sagtens række hånden op, og også sige noget forkert, uden min verden bryder sammen, men trods det gemmer perfektionisten sig stadig i mig.

Aller værst er det jo for mig selv, og jeg prøver virkelig at sige til mig selv, at det ikke kan gå lige godt hver gang, og så længe jeg har gjordt hvad jeg kan, så kan jeg jo ikke gøre meget mere, men det er svært, med alle de dumme krav jeg sætter til mig selv. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg virkelig gerne vil arbejde mine eksaminer igennem og også nyde min læseferie med alle mine skønne venner, men gør jeg det, hæler alt stressen ind på mig, og jeg bliver jo nød til at prioritere, især efter mit ikke-til-stede-moment i dag. Så nu, hvor jeg egentlig burde have siddet med min klasse til grillhygge og få drukket mig en lille brandert på, sidder jeg i stedet herhjemme, laver eksamen og prøver at slappe helt af, bl.a. her på bloggen, som er et af mine skønneste og bedste frirum. At være perfektionist er virkelig et helvede, for at nå det perfekte kan ingen.

Jeg håber ikke I syntes indlægget var for langt og kedeligt, men jeg havde bare så meget på hjertet, som bare lige skulle læsses af, og føler mig selv lidt lettere nu. 🙂

2 Comments

  • Ida / Fashionlab

    Jeg har læst dit indlæg igennem flere gange Nanna, men jeg har desværre ikke kunne kommentere på det før nu, da jeg har været i sommerhus og internetdækningen er ret begrænset 🙂

    Jeg kan nikke genkendende til flere af de ting du skriver – Da jeg var yngre turde jeg heller aldrig at sige noget i timerne, hvis ikke jeg var 100 % sikker på at det var korrekt! Desværre er det noget der er rigtig svært at ændre på! Spørg man dem jeg går på hold med på universitetet i dag, vil de ALDRIG gætte på, at jeg har været sådan – Nu står jeg dagligt ved tavlen og gennemgår opgaverne, så der er håb forude Nanna 🙂 Og heldigvis lyder det også til at du har arbejdet med det og opnået resultater! Jeg kan selv godt fortryde, at jeg ikke blev noget bedre til det, mens jeg gik i gymnasiet, for det afspejles jo desværre i de mundtlige årskarakterer 🙂

    Dejligt, personligt og velskrevet indlæg Nanna! 🙂

    • Nanna

      Først og fremmest hvor er jeg glad for du gad at læse mit indlæg, og så endda flere gange (!!) havde sådan frygtet at folk bare ville tænke: “Åh nej langt indlæg, jeg springer over”, så mange tak! 🙂
      Dagen i dag er jeg simpelthen også så glad og stolt over, hvor jeg er kommet til bare indenfor det sidste år, og prøver at kigge frem, for kommer jeg til at udvikle mig ligeså meget det næste år, ja så er der ikke særlig lang vej til drømmemålet, hvor jeg ingen problemer har med at plapre løs i timerne. 🙂

LEAVE A COMMENT