Personlig Category Archives

Jeg’ i live!

DSC_0059.JPG_effected

Jeg’ i live (siger jeg mens jeg tænker på Burhan G og kommer med et halvgammelt nytårsbillede, hvor min ansigtsgrimasse bare er tip top). Den rene sandhed er egentlig at jeg render rundt halv død, eller måske levende død? I har ikke hørt fra læææææænge, og ja undskyldninger er der massevis af, og det er ikke dem, der er min plan at fortælle jer, nej, jeg vil da bare lige komme med en lille update på tiden der er gået, og sige at jeg fra dette indlæg af skyder en masse indlæg af igen (kan man sige det?). Så jeg håber I er friske på, stadig at følge med derude, for jeg har sgu savnet jer!

Update kommer her 😉 :
Jeg er begyndt på HHX langt om længe, mine “gamle” læsere ved, at det har været alt, hvad jeg har ville siden ja nærmest altid, og jeg er virkelig glad for det! Folk er søde og det hele er bare lige mig. Men wow hvor det trætter mig, jeg er så træt hver evig eneste dag, men det er helt sikkert alle de nye indtryk, for jeg husker præcis det samme var gældende i 10. klasse, samt med min sult, jeg spiser 24/7, og minder om en der er blevet sultet i flere måneder…
Så er jeg også blevet 17 år, jubiiii kun et år til jeg for alvor kan erobre alle byens diskoteker, det første halve år af 2014 bliver dødsens, fordi næsten alle jeg kender fylder 18 før mig… Men allermest trist af alt er, at jeg i år har endnu en veninde, som har efterladt mig, og rejst et år til USA, aaargh det er så hårdt, allerede så sent som i nat, havde jeg mareridt om, at jeg havde flere veninder som rejste afsted, uuugh frygtelig mareridt, det er fandme hårdt ikke at skulle se sine bedste veninder i så lang tid!

At være perfektionist

at-være-perfektionist

Jeg hader det. Jeg hader mig selv for at være så skide perfektionistisk. Og især i denne her tid. I næste uge har jeg tre eksaminer; engelsk, dansk og tysk (forbander den eksamen), og min verden er noget af det mest stressede. Jeg vil så gerne klare det godt, skrive nogle super perfekte eksamens manuskripter, og kunne dem 100% udenad både forfra, bagfra og i søvne, og det tager tid, det tager rigtig meget tid. Samtidig vil jeg også være alle andre steder, og gøre det mindst ligeså godt. Og i dag ramte et eller andet mig bare. Pludselig havde jeg flere timer, hvor jeg slet ikke følte mig til stede, jeg følte mig nærmest kun halvt i live. Under de fire-fem timer befandt jeg mig til træning, hvor jeg virkelig plejer at give af mig selv, men pludselig kunne jeg slet ikke, der var slet ikke noget, jeg kunne give ud af. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv.

Jeg har virkelig kørt mig selv for hårdt her på det sidste, men det er svært at lade værre, jeg vil så gerne give af mig selv over det hele; skole, træning, arbejde, familie og venner, jeg vil så gerne have succes, og være dér hvor det hele sker.

 

Jeg har altid været typen, der sjældent synes jeg har gjordt tingene godt nok, altid tænker jeg: “Nanna du kan godt gøre det bedre”, og jeg når så sjældent, at blive glad for det jeg præstere, for jeg kan jo gøre det bedre.. Jeg er meget hård mod mig selv, og husker flere gange, når jeg kom op fra vandet efter et løb, i min tid som konkurrencesvømmer, hvor jeg bare af ren hidsighed og frustration over min egen præstation bare rev badehat og svømmebriller af og kastede dem hen i et hjørne, og ja det var ikke altid brillerne overlevede sådan en tur, hvor jeg så senere satte mig ud i et omklædningsrum med tårerfyldte øjne. Jeg blev også en del sur på mig selv over, at jeg aldrig vandt guld til klubmesterskaberne, altid endte jeg med at få sølv eller bronze, jeg burde jo bare have været glad fo,r at jeg gennem alle mine klubmesterskaber altid har vundet noget, men det har perfektionisten og fighteren inde i mig bare haft så svært ved. (Nu skal I ikke tro, jeg ikke kan være glad på andres vegne, for det kan jeg sagtens, men selvfølgelig vil jeg også gerne selv vinde, hvem vil ikke det??)
Jeg har også altid været bange for ikke at leve op til andres krav og forventninger, hvilket jo bl.a. var en af grundene til, at jeg gik til psykolog sidste år, fordi jeg var så bange for at række hånden op i timen og sige noget forkert, for sæt nu folk tænkte at jeg ikke var god i skolen, derfor lod jeg bare værre med at sige noget, for så ødelagde jeg jo ikke folks forventninger til mig. Dette har jeg jo så arbejdet så meget på siden da, så dagen i dag kan jeg sagtens række hånden op, og også sige noget forkert, uden min verden bryder sammen, men trods det gemmer perfektionisten sig stadig i mig.

Aller værst er det jo for mig selv, og jeg prøver virkelig at sige til mig selv, at det ikke kan gå lige godt hver gang, og så længe jeg har gjordt hvad jeg kan, så kan jeg jo ikke gøre meget mere, men det er svært, med alle de dumme krav jeg sætter til mig selv. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg virkelig gerne vil arbejde mine eksaminer igennem og også nyde min læseferie med alle mine skønne venner, men gør jeg det, hæler alt stressen ind på mig, og jeg bliver jo nød til at prioritere, især efter mit ikke-til-stede-moment i dag. Så nu, hvor jeg egentlig burde have siddet med min klasse til grillhygge og få drukket mig en lille brandert på, sidder jeg i stedet herhjemme, laver eksamen og prøver at slappe helt af, bl.a. her på bloggen, som er et af mine skønneste og bedste frirum. At være perfektionist er virkelig et helvede, for at nå det perfekte kan ingen.

Jeg håber ikke I syntes indlægget var for langt og kedeligt, men jeg havde bare så meget på hjertet, som bare lige skulle læsses af, og føler mig selv lidt lettere nu. 🙂

Året der gik

Opdateret for nylig9

Mine kære læsere jeg vil lige forberede jer på det måske hidtil mest personlige indlæg jeg nogensinde har lavet. Jeg var lidt i tvivl om jeg skulle udgive det, but here it goes.

Det er nu den 31/12 2012, årets sidste dag, hele 365 dage siden sidst vi forventningsfulde trådte ind i et nyt år. Et nyt år vi ikke anede hvordan ville blive, men lige nu sidder og næsten har levet helt ud. Det er klart at alle håber det bedste for hvert år der går, en ny start, en ny begyndelse. I hver en ende af et år reflektere vi over det år der er gået.

Tænker jeg tilbage på den første halvdel af året, levede jeg livet. Jeg levede stort set hver weekend med fest og farver, både fredag og lørdag. Selvom hver weekend var en fest, bar jeg også rundt på hjertesorger, jeg var dødhamrende ulykkelig forelsket, og turde ikke gøre noget ved det, sådan har jeg altid været. Bag det festlig og farvestrålende ydre, gemte der sig en skrøbelig sjæl.

Tiden gik, og jeg skulle begynde at forberede mig til mine første eksamener, det var en meget skør følelse for mig. Men jeg fik fejret sidste skoledag med et brag, og fik drukket mig i et kæmpe festhumør iført det fineste tyroler kostume. De fleste eksamener gik fremragende, men mens det hele gik så strygende godt, skulle en dør også lukkes. Jeg blev en dag, midt i alle eksamenerne, ringet op, og fik at vide, at min elskede morfar ville dø inden for få dage. Jeg har aldrig nogensinde stiftet bekendtskab til døden før, og det var det hårdeste nogensinde. Jeg var fuldstændig grædefærdig. Tanken om, at jeg slet ikke skulle se ham mere, og at han ikke var der, var frygtelig, det var næsten slet ikke til at tro på. Heldigvis lever han stadig i mit hjerte, og dér bærer jeg rundt på ham hver dag.

Dagen kom så småt til min dimension, hvor jeg fik overrakt mit eksamensbevis. Det var en stor dag, og den sidste dag hvor jeg var samlet med hele min klasse, nogle af de mennesker jeg holdte allermest af. Vi var der altid for hinanden, jeg kunne næsten ikke have ønsket mig en bedre folkeskole, den klasse var fortryllende.

Allerede kort tid efter dimensionen skulle jeg tage afsked til en af mine bedste veninder, som flyttede til København, og ikke nok med det tog et år på high school i USA. Hun var ikke den eneste af mine veninder som valgte at tage et år på high school, hele fire andre gjorde det samme, og jeg går rundt og savner dem lidt mere dag for dag.

Sommeren blev også den sommer, jeg har været mest på stranden, jeg husker nogle af de allermest skægge timer derfra, og kan smile ved at tænke tilbage på dem. Jeg besøgte også Paris, og forelskede mig i byen, der er noget over den, som jeg bare ikke kan sætte en finger på. I Paris købte jeg mit kæreste eje, en Marc Jacobs pung, jeg elsker den, som var det mit barn, de penge kunne næsten ikke have blevet brugt bedre.

Så startede jeg et helt nyt kapitel, jeg begyndte i 10. Klasse, uden næsten at kende et øje. At begynde i 10. Klasse har været rigtig hårdt for mig, ikke skolemæssigt med lektier og sådan, men at komme ind i uvante omgivelser, når man er sådan en tryghedsnarkoman som jeg, er virkelig svært. Jeg har nok fået pladsen i klassen som en af de lidt mere stille piger, noget jeg langt fra var i den gamle, hvor jeg altid snakkede (bortset fra i timerne), og det har været ret mærkeligt for mig. Jeg har flere gange ønsket mig tilbage til folkeskolen, hvor det hele bare føltes lidt lettere. Men det blev også i 10. Klasse, at jeg begyndte at forbedre mig mundligt. At gå fra 02 i nogle af mine mundtlig karaktere på min standpunkt i 9. Klasse til 7 på min standpunkt i 10. Klasse, kan gøre mig så pisse stolt. Jeg har kæmpet en hård kamp, med en masse psykologtimer, hypnose øvelser og selvovervindelse, og langt om længe er jeg kommet hertil.
De mundtlige karakterer i 9. Klasse var skyld i, at jeg blev anbefalet en 10. Klasse, og ikke at tage videre på HHX, som jeg allerhelst ville. Jeg har altid set 10. Klasse som en slags spildår. Det var det ikke helt, selvom jeg godt nok følte, at jeg fik knust mine drømme, ved ikke at kunne tage direkte på HHX.

Men 10. Klasse gav mig også muligheden for, at besøge mit yndlings land Malta igen, og gense alle de fantastiske steder denne lille ø rummer.

Personligt har jeg også udviklet mig gevaldigt igennem disse 365 dage, jeg har lært at sætte mere pris på tingene, i hvert fald nogen gange, det er noget jeg har haft rigtig svært ved før, hvor jeg lettere bare har taget tingene forgivet. Jeg synes også, at jeg er blevet bare en tand mere udadvendt, jeg har i hvert fald været overrasket over mig selv, når jeg lige pludselig har blandet mig i en samtale i bussen, fordi en kvinde ikke helt vidste, hvor hun skulle stå af, og når jeg har gået hen og snakket med en senere, jeg kun havde hilst kort på før til en fest, fordi at han var lidt læks. 😉 Den generte Nanna, er blevet gemt lidt mere væk, selvom størstedelen af hende stadig lever.

Året har langt fra levet op til mine forventninger. At svare på om året har været godt, synes jeg er svært, jeg har gået igennem disse 365 dage, med alle mulige forskellige følelser og fornemmelser. Det har nok været et af de år, med flest op- og nedture, og jeg vil sige ,at jeg sidder fast i en nedtur igen, fordi mit generte hjerte har forelsket sig endnu en gang. Men som min veninde sagde til mig, så sent som i går; ”det skal gå nedad, før det kan gå opad”

Et nyt år giver os chancen for at starte på en frisk, og gøre alle de ting vi gjorde året før bedre, og det er det jeg vil bruge 2013 til. Jeg skal tage nye skridt, springe ud i nye ting, og leve år 2013 så det får sin egen historie, ligesom jeg levede år 2012 med dets eget eventyr.

Jeg ønsker jer alle sammmen et godt og lykkebringende nytår, jeg håber I kommer ind i det, med et brag af en fest! 😀

Dagens outfit

dagens-outfit-tøj-sort-all-black

dagens-outfit-tøj-sort-all-blackdagens-outfit-tøj-sort-all-blackBlouse H&M   Jeans Gina Tricot   Shoes Shoe Biz

Okay pænt akavet “benstilling” på det øverste billede, men synes alligevel at det ser lidt coolt ud.
I dag i skolen fik vi standpunktskarakterer, jeg havde virkelig glædet mig til det, for efter jeg er kommet i 10. klasse, har jeg ikke rigtig haft den samme fornemmelse af hvad jeg fik, som jeg havde i 9., for dér kunne jeg jo tage lidt udgangspunkt i de forrige. Men det gik super godt, ikke en karakter under 7, hvilket er rigtig dejligt. Jeg har nemlig altid haft det svært ved det mundtlige, altså det med at række hånden op og få sagt noget, jeg er simpelthen så bange for at sige noget forkert, og blive gjort til grin. Når det gælder præstation, er jeg virkelig alt for perfektionistisk, og jeg er sjældent 100% tilfreds med mit arbejde. Det var faktisk det, der var den oprindelige grund til at jeg tog et 10. klasses år. Jeg har arbejdet rigtig meget på det, og bl.a. gået til psykolog i en periode, og alt det har gjort at jeg har forbedret mig fra 02 til 7 i nogle af mine mundtlige fag, jeg er virkelig glad og stolt af mig selv. Følelsen af fremskridt er virkelig den bedste. 🙂

Starten på noget nyt

folkeskole-klasse

Når jeg ser på dette billede, kan jeg næsten ikke lade værre med at knibe en tåre. Det er ligeså stille begyndt at gå op for mig, at jeg ikke skal se på disse skønne mennesker hver dag længere. To af dem er allerede smuttet afsted til usa, en masse af dem er kommet hen på efterskolen, og én skal et år til Canada sidst på måneden. Det er både sørgeligt og mærkeligt, for jeg vil jo så gerne holde kontakten til dem alle, selvom jeg ved hvor usandsynligt, det bliver. I morgen skal jeg så begynde et helt nyt sted, nemlig i en 10. klasse inde i byen, jeg er så nervøs og spændt på samme tid. Jeg synes på en måde, det er ret skræmmende at tænke på. Det bliver et helt nyt kapitel som åbner sig i morgen, og jeg skal til at stå noget mere på egne ben. Det er bare så skørt, at skulle tænke på, at man om et år har et forhold til alle de 23 mennesker, jeg skal gå i klasse med, selvom jeg nu kender et par i forvejen. Men det skal nok blive godt, håber jeg da! 🙂

I fredags var jeg til klassefest, som instafgram følgerne nok godt ved (nannafrederiksen), hvor der rigtig blev givet den gas, og folk rendte rundt, og var noget berusede for at sige det pænt. Hen på aftenen blev der serveret pizzaer, hvilket ikke tegner godt når jeg har fået noget at drikke, jeg ved ikke hvor mange stykker, jeg kørte ned, jeg har virkelig ingen stopknap når det kommer til mad, og jeg har alkohol i blodet, ikke godt, ender med at blive en klump hvis jeg bliver ved sådan, hæhæhæ :p Godnat damer! 🙂

Første og sidste skoledag

Så blev det min tur til at gå ud af skolen i fredags, og fuuuuck hvor var det fedt! Jeg rockede dagen ud som tyroler, det hele var så skørt, mig og en af mine veninder fik det største kick, lige inden vi skulle op i det første hus og kaste karameller, vi skreg og skabte os, det hele var bare så uvirkeligt, vi har jo ventet på alt det her i flere år, og så stod vi der dér midt i det hele, og det var endelig blevet vores tur til at kaste ud til de slik-syge børn. Efter karamelkastningen viste vi vores revy i form af Paradise, så var der fodboldkamp, og derefter stod den på skum i store mængder. Jeg fik i hvert fald rigeligt med skum, jeg blev op til flere gange fanget inde i en cirkel, hvor drengene gav mig de største skumvaskere, jeg er endda røget med Stifttidende med et rigtig hot skum billede. 😉 Da skummet var vasket ud af håret, og kostumet var røget på igen, gik turen ind til Mindeparken (et sted stort set alle skoler i Århus tager ind sidste skoledag) og vi festede videre, efter Mindeparken samlede alle os fra klassen os, og festede endnu mere videre. Det var virkelig en fed festelig dag fyldt med en masse fuldskab, det var i hvert fald ikke helt sjovt at vågne op lørdagmorgen (og jeg får ellers sjældent tømmermænd ! )

Det er bare så mærkeligt, at jeg slet ikke skal se de skønne hoveder fra klassen hver dag mere, vi har ventet på det her i ti år, jeg husker stadig tydeligt, da jeg stod dér på trappen med min splinter nye lilla skoletaske og glædede mig, til det eventyr der ventede mig, og nu er det bare ovre, sygt..

Ny i job!

Så er det tid til at sige hej til min nye “uniform”, og et halv dårligt billed. 😉 I dag var jeg nemlig på arbejde på første dag i Super Best. Jeg var til en lille jobsamtale i onsdags, og fik jobbet med det samme. Jeg må sige, at kassen i Super Best godt nok er en del mere indviklet ind i Spar, men i Spar er det selvfølgelig også en disk, jeg står bag. Men her var der bare dobbelt op på knapper i kassen, og mange flere ting som jeg skulle tage hensyn til, så jeg blev op til flere gange helt forvirret, men jeg lærer det jo nok som tiden går. Jeg arbejder i øvrigt stadig i Spar, men jeg kunne bare godt tænke mig lidt flere kroner på lommen, så et ekstra job var jo nødvendigt. 🙂

Jeg har helt oprigtigt været rigtig ked af, at jeg ikke rigtig har blogget den sidste uges tid. Jeg har bare haft så mange aftaler, og ting jeg skulle tage hensyn til, så bloggen desværre blev nød til at blive sat lidt på standby. Meeen, nu skulle jeg vidst være helt klar til en masse blogning igen.