Personlig Category Archives

Det omvendte kulturchok

Santa-Barbara

I USA var jeg på mange måder den, der glædede mig mest til at komme hjem. Jeg glædede mig faktisk så meget, at dem jeg gik med, næsten ikke kunne forstå, at jeg var SÅ glad for at komme hjem. Men dette hænger nok også sammen med, at jeg, som jeg skrev i mit indlæg inden jeg tog af sted, har næsten alt jeg kan drømme om herhjemme. Men som tiden er gået på den danske jord, kan jeg mærke, at jeg begynder at føle en smule ensomhed.
Det er såmænd nok meget normalt, jeg har jo været vant til, at være sammen med mine bedste internationale venner hver evig eneste dag, og boet på værelse med tre herlige tøser. På skolen gjorde de en del ud af, at fortælle os, at vi sandsynligvis ville opleve et omvendt kulturchok, når vi kom hjem. Så det er helt sikkert det, jeg lider under nu.

Læs også: 4 kulturchok i Santa Barbara

Jeg oplever i høj grad en mærkelig følelse, når jeg skal formidle min rejse til andre. Folk spørger om min rejse var god, jeg siger ja, og så er der ligesom ikke så meget mere at snakke om. For så meget mere er der jo egentlig heller ikke at spørge ind til. Når jeg så af og til liiige kommer i tanke om en eller anden sjov historie, og fortæller den, fortryder jeg det hurtigt, da det er som om, folk ikke rigtig forstår det, og det fremkommer dem ligegyldigt.

Jeg bebrejder ikke nogen, for jeg kan sagtens se det fra deres synspunkt. De har ikke været der, og det kan derfor være svært for dem at sætte sig ind i. Men for mig er det ekstremt mærkeligt, at de fem måneder, der måske i bund og grund er nogle af de måneder, der har formet mig mest som menneske, ikke kan italesættes med meget mere end et ”ja” fra min side. Derfor har tiden, efter jeg er kommet hjem, på mange måder også været lidt af en psykisk turbulent rejse, hvor der har været mange ting, jeg har skulle bearbejde helt på egen hånd. Der har været mange følelser, der har viklet sig ind i hinanden, glæden ved at se alle herhjemme, savnet af nærmest alt ved USA og så er det lige med, at få skilt begge ting ad, for det er på mange måder to liv, jeg har levet, her i mit ene.

4 ting jeg har lovet mig selv, jeg vil gøre, når jeg kommer hjem fra USA

Udsigt-San-Francisco

Eller lad os bare kalde dem for “mine danske nytårsfortsæt”. Hvert år op til nytår tager jeg mit liv til refleksion, sikkert ligesom så mange andre. Jeg plejer at sætte filmen “New Years Eve” på, min egen lille nytårs tradition, og herefter begynder jeg ellers at gruble og skrive. Jeg tænker både over, hvad der har været værdifuldt for mig det forløbende år, men også hvad der kan gøre mit liv mere værdifuldt. Det blev i år til fire nytårs fortsæt, selvom jeg altså ikke er så meget for den slags, måske det er fordi, at det minder mig om folk der gerne vil begynde at træne og kvitte cigaretterne, men ikke en gang kan holde deres fortsæt januar igennem.

Her er mine nytårsfortsæt altså, sort på hvidt, ikke noget overdrevet jeg ikke kan holde, men noget jeg ved vil gøre mig glad.

  • Bruge mere tid på bloggen. Bloggen gør mig uendeligt glad, og jeg har besluttet mig for, virkelig at gøre alvor af det nu. Jeg vil rigtig gerne begynde at bruge mere tid på at skrive indhold, og udgive indlæg flere gange om ugen. Jeg har i min tid i USA brainstormet ideer til indlæg, og har efterhånden en lang liste med ideer nu. Hertil vil jeg gerne arbejde lidt mere med dens layout, så jeg bliver helt tilfreds med det.

  • Få et job som giver mig nye udfordringer og spændende læring.
    Jeg har stadig mit elskede job i den Menybutik, jeg har arbejdet i de sidste fem år, og det bliver jeg fortsat ved med, det er jo kun et aftenjob. Men jeg vil rigtig gerne have et mere  job i dagstimerne, der kan give mig nogle nye udfordringer og spændende læring. Det er virkelig som om, at jeg higer efter at lære nyt, efter jeg er blevet flydende til engelsk.
  • Blive bedre til at lave mad. I folkeskolen var jeg kendt som hende der ikke kunne finde ud af at lave mad, og var ikke ligefrem første prioritet, når der skulle vælges grupper til hjemkundskab. Jeg ved ikke hvordan, men det lykkedes mig næsten altid at læse opskriften forkert eller at brænde noget på. Jeg har dog det seneste år virkelig fundet interessen for at lave mad, og i det her år vil jeg gerne lave endnu mere mad
  • Klatre, svømme og lave sport som gør mig glad. Der er ikke mange der ved det, men jeg har faktisk gået til klatring. Hver fredag med min far, altså lige inden breezers, ostepops og falske aldre blev lidt mere spændene. Har man ikke fulgt med fra bloggens spæde start, eller husker man ikke som en elefant, så ved man heller ikke, at jeg er tidligere konkurrencesvømmer, hvilket også var inden før nævnte blev interessant. Fællesnævneren ved disse to sportsgrene er, at de gør mig dødsens glad, og nærmest fungerer som terapi for mig.
  • Udsigt-San-Francisco

Livet i Santa Barbara er ikke lutter lagkage..

Utopiske omgivelser, nye venner, at blive flydende til et sprog, at opleve nyt… Det ville være meget let for mig, kun at vise den gode og lykkelige side ved et udvekslings ophold, når jeg er på den anden side af jorden. Og det er da også det jeg gør det meste af tiden, for jeg gider da ikke at være hende den negative veninde, der sidder i telefonen og fortæller, hvor hårdt det egentlig også kan være, når jeg endelig har nogle hjemmefra på linjen. På mange måder tror jeg faktisk slet ikke, at de ville kunne sætte sig ind i det. – Jo de ville da være klar over, at med sådan et langvarigt ophold følger også en ting som hjemve, men helt ærligt, hvor spændende er det lige at snakke om i mere end 30 sekunder? Det er ikke ligefrem fordi, at der er så meget kød at koge suppe på, når man slynger sådan en hændelse ud. Og i særdeleshed tror jeg, at folk der sidder hjemme i det regnfulde trygge Danmark, stadig ville se en overvægt i de positive ting, der mest af alt vil overskygge det dårlige, fordi de ikke har oplevet det på egen krop.

Men nu vil jeg belyse det dårlige. For det hele er altså ikke bare lutter lagkage og glade dage her i Santa Barbara. Mest af alt savner jeg min trygge base hjemmefra. Mit dejlige trygge hjem, mit værelse hvor jeg kan lukke døren, og knibe en tåre, uden nogen ser det, når mit følsomme jeg træder frem. Ærligt: Jeg er lidt af et tudefjæs. Jeg græder tit, men kun privat og kun for mig selv. For mig er det den bedste måde at kaste ubehagelige ting til Langtbortistan – at føle dem så inderligt og dybt, at jeg ikke behøver at føle dem mere, så jeg kan smide dem fra mig.
Sagen er blot den, at jeg hovedsageligt ikke føler mig hjemme her. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har nogen plads. Jeg føler mig helt og aldeles rodløs, og føler ikke, at jeg har en stemme, i den gruppe jeg går i. Jeg føler mig alene. Det er måske også naivt af en person som mig, at tro at en oplevelse som denne ville være 99% sjov og 1% hjemve + alt andet negativt, når jeg ved, hvor god jeg er til at mærke mig selv, og sætte mit helt eget unikke tankespind i gang. Det er klart, at en oplevelse som denne, hvor man så at sige bliver kastet ud på ukendt land, uden at have en eneste tryg ting at støtte sig op ad, er noget af det mest udfordrende og udviklende, man kan gøre imod sig selv.

Udadtil virker det hele utopisk, men indvendigt er der indtruffet en krig, som desværre ikke er mere end først lige begyndt. Det er helt sikkert nu, hvor jeg udvikler mig allermest, men det er også nu, hvor jeg bliver nødt til at kæmpe allermest. Med dette må jeg også annoncere, at jeg virkelig ikke har kræfterne til at blogge lige pt. Jeg har siden jeg kom, haft til mål at smide et indlæg op mindst en gang om ugen, så jer derhjemme kunne se, hvad jeg har gang i her på den anden side af jorden. Det har sikkert været til familie og venners glæde, men det har udviklet sig til, ikke at være til min egen. Når jeg kigger på min blog, føler jeg ikke at den er, som jeg gerne selv vil have, den skal være. Jeg savner mere variation af mine indlæg, og det fashion-element som også normalt er en del af den. Dette vil betyde, at jeg ikke ved, hvor ofte jeg længere vil stikke hovedet ind, så længe jeg er herovre. Jeg har brug for at finde mig selv nu, og proppe min energi heri.
Det betyder dog ikke, at bloggen lever på sidste vers, for jeg ved, at den vil leve videre i bedste velgående, når jeg kommer hjem i trygge rammer igen.